19/12/2024

To stærke profiler i nye roller

Lars Hein er ansat som ny serviceleder på YSM’s værksted i Bredsten – også kendt som Lind & Kruse. Han tager over efter Martin Sølund, der er udnævnt til eftermarkedssælger og således fortsætter i virksomheden.

Lars Hein bringer omfattende erfaring med sig fra tilsvarende roller og er et kendt ansigt i lokalområdet. Han kommer fra en tilsvarende stilling hos Herborg Maskinforretning i Farre. Nu er afdelingen lukket og Farre-kunderne står uden et lokalt værksted.

“Udover eksisterende kunder, håber vi, at vi kan servicere dem, der nu ellers ville gå forgæves efter hjælp i området omkring Farre. Vi tror, at mange kunder fra Farre-området vil sætte pris på at møde et kendt ansigt,” siger adm. direktør Jeppe Rasmussen.

Som serviceleder vil Lars Hein være ansvarlig for at lede værkstedsteamet, optimere arbejdsprocesserne og sikre, at alle reparationer og serviceopgaver udføres efter YSM’s høje standarder. Opgaver som han har løftet med stor succes i sin tidligere stilling.

“Vi er blandt andet faldet for Lars’ evne til at analysere problemer og finde effektive løsninger. Hans stærke kundeorientering og lederevner er en stor for alle parter,” siger Jeppe Rasmussen.

“Jeg ser frem til at lære alle medarbejdere og kunder at kende og at bidrage til en kultur præget af professionalisme, samarbejde og kundefokus,” siger Lars Hein.

Nye ansvarsområder
Lars Hein afløser Martin Sølund, der nu glæder sig til at fokusere på eftermarkedssalg og fordelsprogrammet YSM Aftermarket Plus. Den første måneds tid vil de to rutinerede maskinfolk køre parløb for at sikre en tilfredsstillende overdragelse af opgaver. Martin Sølund har været ansat hos Lind & Kruse i 23 år, heraf de 16 som serviceleder. Han er for mange synonymt med den gode kundeoplevelse og høje kvalitet, som afdelingen i Bredsten er kendt for. Han har gennem årene haft stor succes med at implementere effektive processer og en høj faglig standard.

“Martins kendskab til branchen, til vores produkter og vores kunders situation er helt enestående. Vi er meget begejstrede for, at Martin har sagt ja til at bruge sin unikke erfaring og ekspertise på at styrke og udvikle vores kunderelationer og eftermarked,” lyder det fra adm. direktør Jeppe Rasmussen.

I sin nye rolle vil Martin Sølund i samarbejde med serviceleder Lars Leth fra Horsens-afdelingen være ansvarlig for at udvikle og implementere begge afdelingers fælles eftermarkedsstrategi og sikre en høj kundetilfredshed.

” Jeg ser frem til at skabe endnu bedre oplevelser for vores kunder. Eftermarkedet er en central del af vores forretning, og jeg er fast besluttet på at styrke vores position og udvikle løsninger, der leverer værdi til vores kunder,” lyder det fra Martin Sølund.

Kontakt os i dag

Udfyld kontaktformularen og lad os vide, hvordan vi kan hjælpe dig. Vi ser frem til at høre fra dig og besvare dine spørgsmål hurtigt og effektivt.